Personlige historier

Peters historie
Peter er 62 år. Vi arbejdede sammen gennem ca. 1 år, hvor vi mødtes ca. hver 14. dag. Først med henblik på et optimeret hverdagsåndedræt og dernæst med henblik på igen at kunne varetage egne småindkøb.

Som borger tilknyttet Socialpsykiatrien, har jeg haft to forløb med Rebekka. Et med fokus på vejrtrækning og et med fokus på at tackle min angst, primært med henblik på at kunne handle i butikker.
Vejrtrækningsforløbet indeholdt både teori og praksis Min vejrtrækning blev et redskab til at tøjle angsten i hverdagen. Jeg fik konkrete værktøjer øvelser med mig, som blev indøvet i en grad, så jeg stadig bruger dem – både i dagligdagen og når jeg bliver særlig udfordret.
Jeg har ikke kunnet gå i butikker i 5-6 år pga. min angst. Her havde vi et kort intenst forløb, der var tilrettelagt, så jeg på intet tidspunkt følte mig presset. Jeg oplevede at jeg var tryg og i gode hænder. Ved hjælp af små fysiske øvelser, afledning og vejrtrækning lærte hun mig at flytte fokus fra angsten og få ro på tankerne. Resultatet blev, at jeg nu – ca. 1 år efter – stadig kan handle, stort set hvor jeg vil og uden problemer.
Som person er Rebekka imødekommende og rar. Min erfaring er, at hun er faglig kompetent og god til at lære fra sig. Hun møder andre respektfuldt og med åbent sind. Udbyttet at mit samarbejde med Rebekka giver mig glæde og en bedre livskvalitet.
Jeg kan på det varmeste anbefale Rebekka Bondegaard

Peter Vilhemsen

Gittes historie
Gitte er 53 år og arbejder som laborant i en stor lægepraksis.
Da Gitte kom til mig, var hun i en periode med mange udfordringer og følte et stort pres. Hun havde tidligere haft en overbelastningsreaktion med depression til følge, og var alvorligt bekymret for snart at gå ned igen. Hun havde svært ved at falde i søvn om aftenen og vågnede mange gange i løbet af natten, hvor bekymringer fyldte og gjorde det svært at falde i søvn igen. Desuden var hun smerteplaget på ydersiden af hoften, hvilket hun modtog fysioterapeutisk behandling for. Hun beskrev hukommelsesproblemer, manglende overskud og havde svært ved at få den ønskede struktur på hverdagen.

Under forløbet gennemgik Gitte en tid med store omvæltninger på hjemmefronten, hvilket hun beskriver potentielt kunne have bragt hende i “kulkælderen” igen. Over 2 måneder og i 4 sessioner arbejdede vi med åndedrættet og praktiske såvel som mentale strategier – alt målrettet bestemte aktiviteter og situationer i Gittes hverdag. Det være sig både i job og i privatliv. Herved er det lykkedes for Gitte at bevare kontakten til sig selv og hun føler sig mere handlekraftig end før. Ved evalueringssamtalen sidst i forløbet fortæller Gitte desuden, at hendes hvilepuls er faldet fra, i starten af forløbet, at være mellem 65-75 til at være mellem 55-65 ved forløbets afslutning. Hun beskriver, at hun via øvelser falder hurtigt i søvn, vågner færre gange og falder hurtigere i søvn igen via én bestemt øvelse. Det betyder bl.a. at hun i hverdagen har et større overskud, og helt konkret ikke har et dyk af træthed på job midt på dagen.
Generelt beskriver Gitte, at hun er blevet mere afslappet, har fået mere positiv indstilling og har bedre humør. Som følge af et bedre fokus oplever hun nu ikke de samme hukommelsesproblemer som før. Hun fortæller, at hun hviler mere i sig selv, hvilket bl.a. viser sig ved, at hun med større ro kan argumentere for sine holdninger overfor andre. Desuden har hun fået lettere ved at slappe af i forhold til smerterne og oplever herved at smerterne er aftaget og ikke fylder så meget i tankerne mere.
Sidst men ikke mindst er Gitte blevet bevidst om vigtigheden af at give sig selv lov til at have det, som hun har det, og har større lyst til også at gøre noget godt for sig selv – ikke kun for andre. Hun har samtidig fundet en ro i, at hun ikke behøver at overpræstere eller lade som om, at hun fx er glad. Hun føler sig generelt mere rigtigt.

For mig har åndedrætstræningen betydet, at jeg mærker mig selv, jeg er mere til stede og er bedre til at holde fokus. En af øvelserne, punkt-åndedrættet hjælper mig især til at slappe af og sove bedre.
At lave øvelser hver dag gør også at jeg kan holde fokus på min livsstilsændring. Det gør, at jeg er fuldt motiveret og lever 90 % efter mine nye leveregler vedr. kost og motion og har tabt mig 7 kg på halvanden måned og 38 cm i alt på kroppen.
Jeg har tidligere prøvet Mindfulness, men det har ikke virket for mig. Forskellen er, at ved åndedrætsøvelserne mærker jeg min krop, hvor ved Mindfulness sker det hele kun i mit hoved.
Jeg kan mærke en tydelig ændring i min stemme, når jeg synger i kor – jeg tror mere på det!
Jeg kan varmt anbefale Rebekka Bondegaard – hun har hjulpet mig til at få min tro på mig selv tilbage.                 
Gitte Starotska

Lailas historie
Laila er 37 år, gift og mor til 2. Blev for et par år siden diagnosticeret med ADHD, oplever angst i visse situationer og har perioder med depression. Laila beskriver at have svært ved at koncentrere sig, bliver let distraheret og er plaget af tankemylder.
Laila havde én session med generel åndedrætstræning og fik 4 øvelser med hjem til videre træning.

Under åndedrætstræningen oplevede jeg, efter 3. øvelse, at have fuldstændig ro i hovedet, hvilket jeg ellers aldrig oplever.
Mine angstanfald kommer ofte, når jeg kører bil. En af øvelserne, hvor der sættes lyd på udåndingen gør, at jeg kan forhindre et angstanfald i at folde sig helt ud, og derved undgå at være til fare for mig selv eller andre i situationen pga. uopmærksomhed. Desuden stopper det anfaldet i en sådan grad, at det ikke bare fortsætter, når jeg stiger ud af bilen.
For første gang efter jeg blev diagnosticeret med ADHD er det lykkedes mig at komme igennem december måned uden brug af medicin”. Efter 3 måneder bruger jeg fortsat øvelserne næsten dagligt for at slappe af og få ro i hovedet”.
Laila Møller

Kristinas historie
Kristina er 35 år, gift  og mor til tre børn i alderen  2-8 år. Arbejder fuld tid som ergoterapeut.
Kristina havde 2 sessioner med åndedrætstræning vedr. det specifikke tema; at kunne spille en håndboldkamp uden nervøsitet og fysiske symptomer. Trods det at Kristina er glad for at spille håndbold, fik hun det dårligt inden hver kamp. Det startede enten om aftenen inden, eller om morgenen og gav sig udslag i nervøsitetssug i maven, som opstod pludseligt dagen igennem og i fysiske mavesymptomer. Ved første session gennemgik vi principperne for det gode bevidste hverdagsåndedræt, og gennemgik øvelser målrettet til specifikke situationer. Herunder én øvelse til at lave derhjemme inden kampen, evt. sammen med børnene, da alenetid er sjældent som småbørnsmor. Desuden en øvelse til brug i bilen på vej til kampen samt én til brug på sidelinjen uden at vække unødig opmærksomhed. Desuden arbejdede vi med tankemønsteret omkring det at skyde på mål, da dette var noget Kristina undgik pga. tanker om, at det ikke ville være godt nok, og at andre kunne gøre det bedre. Gennem åndedrættet arbejdede vi med, at erstatte det negative tankesæt med et mere hensigtsmæssig og støttende.

Efter den første session kunne jeg via brug af øvelserne mindske mavesymptomer markant og hurtigt bremse de sug i maven som opstod. Jeg kunne glæde mig til kampen i stedet for kun at være nervøs. Efter anden session opnåede jeg desuden at kunne skyde på mål uden nervøsitet.
Jeg har, i de tre måneder der er gået siden sessionerne, ikke kunnet undgå mavesymptomerne helt, men de er tydeligt mindsket. Jeg er stadig spændt inden en kamp, men ikke ubehageligt nervøs og utilpas. Så helt klart en enorm forbedring. Desuden er det nu også lykkedes for mig at score mål.
Jeg bruger åndedrætsøvelserne i andre aspekter af mit liv, fx hvis børnene udfordrer mig eller der er faglige udfordringer, som kræver betænkningstid.
Min næse har ikke været stoppet, siden jeg fik fokus på mit åndedræt, og vejrtrækningen lyder ikke så besværet som før.
Det har været fantastisk at noget – i bevidstheden så ”ubetydeligt”, kan have så stor betydning.

Kristina Emiliussen-Broberg