Kognitiv Adfærdsterapi
I den kognitive adfærdsterapi fokuseres på sammenhængen mellem tanker, følelser, kropslige reaktioner og den tilhørende handling. Vi er alle præget af tanke- og adfærdsmønstre, som vi har tillagt os gennem livet. Nogle gavner os – andre gør ikke.
I den kognitive adfærdsterapi afdækkes, ud fra specifikke situationer, sammenhængen i de mønstre vi finder uhensigtsmæssige. Vores såkaldte leveregler og grundlæggende antagelser om én selv identificeres sammen med de negative tanker som opstår helt automatisk i visse situationer. Første skridt er at forstå sammenhængen, mellem det du tænker, føler og mærker i kroppen og det du reelt gør. Når du på denne måde nærmest tegner dit eget landkort, bliver det lettere at forstå – og acceptere, hvorfor du ofte havner i de samme uhensigtsmæssige situationer, selv om du ønsker noget andet.
Med forståelsen – og særligt også accepten kommer muligheden for at ændre på mønsteret.
Den form for kognitiv adfærdsterapi jeg anvender, har et særligt fokus på at bruge kroppen. Via konkrete teknikker og øvelser samt praktiske og mentale strategier, lærer du at mindske/tackle de udfordringer du oplever i hverdagens aktiviteter, således at du igen eller i højere grad, kan leve det liv, du ønsker at leve.
Kognitiv adfærdsterapi er andet element i ReBond Konceptet. Du kan også læse om åndedrættet og åndedrætstræning der er første element, samt ergoterapeutisk behandling der er tredje element. Jeg afholder desuden løbende workshops/kurser til både private og fagpersoner. Kontakt mig gerne for at høre endnu mere.